AAU logo
Palle Dahlstedt bliver adjungeret professor i kunst og teknologi på Aalborg Universitet

Palle Dahlstedt bliver adjungeret professor i kunst og teknologi på Aalborg Universitet

Den internationalt anerkendte lydkunster og forsker Palle Dahlstedt, der tidligere har været ansat som professor på Institut for Kommunikation og Psykologi, tilknyttes nu instituttet som adjungeret professor.

Last modified: 13.01.2020

Palle Dahlstedt, der bliver adjungeret professor i kunst og teknologi, er en kendt skikkelse på Institut for Kommunikation og Psykologi. Han har nemlig i perioden 2015 – 2018 været ansat på instituttet i et professorat finansieret af Det Obelske Familiefond. Palle Dahlstedt vil fremover bidrage til både forskningsmiljøet omkring Research Laboratory for Art and Technology og til bacheloruddannelsen i kunst og teknologi.

Palle Dahlstedt arbejder som udøvende kunstner indenfor især musik og lydkunst og har samtidig en forskningsportefølje, som dækker over en kompleks og bred forskningsmæssig viden: fra kunstteori til programmering, instrumentbygning og udvikling af instrumenter. Institutleder Mikael Vetner siger:

- Vi er rigtig glade for, at Palle Dahlstedt nu igen tilknyttes instituttet. Palle Dahlstedts akademiske og kunstneriske profil er en værdifuld tilføjelse til instituttets miljø indenfor kunst og teknologi, hvor han kan inspirere til fortsat udvikling af de æstetisk orienterede uddannelsers teknologiske og kunstneriske profiler.

Palle Dahlstedt er uddannet Master of Fine Arts in Composition i 1998 og to år senere Master of Arts in Research in Music Creation and Composition. I 2004 blev han ph.d. i Design and Media fra Chalmers University of Technology.

Palle Dahlstedt afholder tiltrædelsesforelæsning på Aalborg Universitet d. 12. februar 2020 kl. 12.30. Se mere her.

See the list